Sejlture, middelmådighed, internetfølelser og skærgårdsfilosofi: Fire anbefalinger fra de nye INVIer
Nogle gange finder man de stærkeste indsigter, når man kigger væk fra Excel-ark og politiske notater – og i stedet lader sig rive med af en sejltur, en leverpostejsbog eller en sommerfortælling fra den finske skærgård.
For hvad har Lynetteholmen, Morten Münsters middelmådighed, Tove Janssons Sommerbogen og dokumentaren Can’t feel nothing egentlig til fælles? På overfladen: absolut ingenting. Men til sammen kan de måske give en inspiration, du ikke havde tænkt over. Her mødes det vilde og det hverdagsnære, det systemiske og det personlige.
Nåkve Hartmann Traberg Smidt, praktikant hos INVI, anbefaler en sejltur til Københavns nye Mantattan
Min anbefaling til INVI-universet er at tage en sejltur i Kongeløbet og se Lynetteholmen tage form. Gravkøer står midt ude i vandet og graver slam op – og det er næsten poetisk, hvordan fremtidens by opstår her. Uanset om man er enig i projektet eller ej, så kræver det vilde forestillingsevner at tænke 75 år frem og forestille sig, hvordan denne kunstige ø skal fungere. En fysisk manifestation af utopi og en oplagt anledning til at tale om langsigtet planlægning, bæredygtighed og byudvikling.
På det kreative plan håber jeg, at Lynetteholmen kan blive Københavns svar på Manhattans Living Breakwaters – et projekt der kombinerer natur, teknologi og samfundsvisioner. Det minder os om, at vilde problemer kræver vilde idéer, og at vi nogle gange skal turde tænke helt ud af boksen for at skabe reel forandring.
Camilla Kirstine Elisabeth Bay Brix Nielsen, udviklingskonsulent hos INVI, anbefaler Morten Münsters nye bog Afdelingen for magisk tænkning – og det utrolige potentiale i middelmådighed.
Morten er en gudsbenådet formidler, og hans nyeste bog Afdelingen for magisk tænkning er ingen undtagelse. I bogen med en kæmpe pakke Stryhns grovhakket på forsiden slår Morten et slag for det utrolige potentiale i middelmådighed. Og paradoksalt nok er leverpostejen alt andet end middelmådig. Bogen er spækket med eksempler og forskning, der underbygger Mortens påstand om at ’godt nok er bedst’ i jagten på større mental trivsel, sundere vaner, øget produktivitet, bedre nattesøvn og et længere og lykkeligere liv.
Er du til den taktile oplevelse, vil jeg klart anbefale den fysiske bog. Er du mere til inspiration direkte i øresneglen, kan jeg også varmt anbefale lydbogen, som er indtalt af lydbogsuniversitets måske mest behagelige stemme, Morten Rønnelund. Er leverpostejen for stor en mundfuld, kan du snuppe dig en episode af Brinkmanns briks: ”Vær middelmådig og bliv lykkelig”.
Noa Jenkins, student og grafiker, anbefaler Sommerbogen af Tove Jansson
Min anbefaling er en lille fiktionsnovelle ved navn Sommerbogen skrevet af Tove Jansson. En lille sag på 176 sider, der handler om 6-årige Sophia, hendes far og hendes farmor der tilbringer deres sommer på en ø i den Finske skærgård, nogle måneder efter Sophias mors død.
Den er i mine øjne et oplagt bud på en bog der kan læses på farten, hvis man har brug for en pause, men som også at blive tvunget til at reflektere over, hvad man egentlig selv vil have ud af ”tilværelsen”, og hvordan man agerer derefter. Vi er alle en del af en masse små mikro-universer, hvordan påvirker de hinanden? Og hvordan påvirker det samfundet–makrouniverset vi også alle indgår i på forskellige måder?
Du får her et af mine yndlingscitater fra bogen, som får mig til netop at tænke over denne type spørgsmål, hvis man nu selv står og mangler noget refleksionsmateriale til eftermiddagskaffen.
Det er fra starten af bogen, hvor Sophia har en jævnaldrende veninde på besøg (Berenice), som ikke kan finde sin plads på øen. Berenice og farmoren står og snakker, imens de sår kartofler.
»Hvis hun havde været lidt større, tænkte farmoren. Helst en hel del større, så kunne jeg have fortalt hende, at jeg forstår, hvor slemt det er. Her dumper man hovedkulds ned i en lille fortættet gruppe af mennesker, som altid har levet sammen og med ejerskabets vane har bevæget sig rundt omkring hinanden på et sted, som de kender ud og ind, og selv den mindste trussel mod deres vaner gør dem bare endnu mere fortættede og selvsikre.
En ø kan være forfærdelig for den, der kommer udefra. Alting er færdigt, hver og en har sin plads, egensindigt, roligt og selvtilstrækkeligt. Inden for deres strande fungerer alting efter ritualer, som er stenhårde af gentagelse, og samtidig strejfer de igennem deres dage så lunefuldt og tilfældigt, som om verden sluttede ved horisontallinjen.
Farmoren grublede så intenst over alt dette, at hun glemte både kartoflerne og Berenice.«
Andreas Holm-Hansen anbefaler dokumentaren Can’t Feel Nothing (David Borenstein, 2024), Tilgængelig på dr.dk/tv
Med tør humor og menneskelighed tager dokumentarfilmen seeren på en tour de force ud i internettets afkroge. Den gennemgår hvordan det menneskelige følelseskompas bliver kommercialiseret med et overraskende, nøgternt og originalt blik.
Jeg elsker når teknologien bliver sat op som spejl og blotter vores menneskelighed. En veluddannet læge fra Balkan, som drømte om en sand og retfærdig verden, producerer nu fake-news om chem-trails, som bliver læst af en angstfuld sjæl i Californien. Internettet kender ingen grænser og sammenhængene på tværs af kloden er underfundige.
Som far, tænker jeg på, hvad sker der med vores ungdom, når de bliver marinereret i amerikanske og kinesiske algoritmer 4-5 timer dagligt. Åndelig oprustning er årets politiske buzzwords, og jeg mener at unges brug af amerikanske og kinesiske tech-platforme, må være det første punkt på dagsordenen. Helt polemisk: hvad sker der, når vi fodrer generationer med skrald, når den kinesiske ungdom vokser op med andre algoritmer, der viser viden, ingeniørkunst og matematik?
Dét er et vildt problem. I INVI, har vi øje på ungdommen og i særdeleshed den såkaldte potentiale gruppe. Med vores model for vilde problemer, skal vi i samarbejde med beskæftigelsesministeriet, levere indsigter og analyser direkte fra ungdommen og ind i embedsværket. Det er et led af vores strategi om at bygge bro mellem politik og praktikere – så udformningen og udrulningen af politik, kan blive bedre.
Vil du kende mere til, hvad der har formet Nåkve, Camilla Noa og Andreas?
Fold dem ud herunder:
-
Jeg er født og opvokset i København og har boet i stort set alle byens postnumre – fra brokvartererne til havnefronten – så man kan roligt kalde mig en ægte københavnersjæl. Min interesse for samfund og politik blev vakt tidligt, ikke mindst fordi jeg kommer fra en familie, hvor alle er jurister, og hvor retfærdighed ikke bare er en værdi.
Hvad har formet din rute til INVI?
Jeg læser Politik og Forvaltning på universitetet, og her har jeg især nørdet styringsparadigmer, samskabelse og embedsdyder. Jeg er fascineret af, hvordan embedsmænd navigerer i krydspres mellem neutralitet og politisk loyalitet.
En vigtig brik i min personlige udvikling har været min tid i Den Kongelige Livgarde. Det vigtigste jeg tog med mig, var evnen til at sætte ting i perspektiv. Når jeg sidder med en svær opgave eller en deadline, tænker jeg: "Det her er ikke værre end at stå vagt i regnvejr kl. 03:00 med oppakning.
-
Camilla har en Ph.D. i adfærdsdesign fra Danmarks Tekniske Universitet (DTU), hvor hun sammen med praktikere og forskere har udviklet og testet innovative problemløsningsmetoder med udgangspunkt i at forstå menneskers behov, motivationer og kontekstuelle adfærd. Hun har skrevet en adfærdsdesignworkbook til Teknik- og Miljøforvaltningen i KBHs kommune, og har en bachelor og kandidat i Design & Innovation fra DTU. Og så overvejer hun stadig at læse psykologi.
Her hos INVI udvikler Camilla værktøjer, der hjælper praktikere med at udforske og kortlægge vilde problemers årsager og løsninger, faciliterer workshops og bidrager med sin ekspertise til udvikling af in- og ekstern faglig formidling.
Hvad har formet din rute til INVI?
Jeg har altid været optaget af menneskelige relationer. Hvorfor gør mennesker, som de gør – individuelt og i fællesskabet?
Som skilsmissebarn er jeg vokset op i to separate hjem. Jeg har tidligt i livet været en del af mange forskellige familieformer, og jeg har forholdt mig til mange menneskers gøren og laden. Det har givetvis været årsagen til at jeg umiddelbart tænkte, at jeg skulle læse psykologi.
Samtidigt har mine nysgerrige fingre pillet utallige maskiner fra hinanden gennem årene. Hvordan er komponenterne egentligt fremstillet og sat sammen til en fungerende mobiltelefon? Og kan jeg mon selv redde den efter en tur i Bagsværd Sø?
Derfor er det ikke så mærkeligt, at jeg er endt med at tage en helhedsorienteret problemløsnings-uddannelse, der kombinerer teknisk og brugervenlig design og innovation. Her har jeg specialiseret mig i menneskers adfærd som produkt af interaktion mellem mennesker og deres omgivelser, herunder fysiske og digitale produkter, infrastrukturer og andre mennesker.
Vi kan lave tekniske – og samfundsidealistiske – superløsninger, men de fungerer kun ude i virkeligheden, hvis de tilgodeser menneskers behov, motivationer og kontekstuelle adfærd.
-
Jeg har altid været fascineret af, hvorfor folk gør som de gør, og hvordan mange ting der kan virke åbenlyse på overfladen egentlig fungerer.
Denne undren og nysgerrighed har jeg oftest kunnet finde hoved og hale i igennem kunst og natur. Jeg er et af de børn, som aldrig stoppede med at tegne, og jeg kommer stadig hjem fra skov- og strandture med lommerne fyldte af fund, jeg ikke kunne lade ligge.
Jeg endte derfor med at gå den visuelle vej og tog en bachelor i visuel kommunikation fra Det Kongelige Akademi. Efter tre år med ”fluffy” kunstner/design praksis havde jeg dog brug for at komme ud i verden og mærke, hvordan jeg kunne bruge det til noget konkret, hvilke problemer jeg kunne være med til at løse og visualisere med min designfaglighed.
Gennem flere års arbejdserfaring ved kulturelle institutioner, NGO’er og bureauer har jeg opdaget at kombinationen af det kreative og strategiske er det krydsfelt, jeg føler mig mest hjemme i som designer, som er en af grundene til at jeg er havnet på skolebænken igen på IT-universitetet, hvor jeg studerer en kandidat i Digitalt design og interaktive teknologier og som grafisk designer hos INVI. Her handler det ikke om at have ret, men om at se på realiteterne, hvad fungerer og hvad kan forbedres, hvad de bløde og hårde værdier er.
Den idealistiske og praktiske måde at gå til vilde problemer får dem, i mine øjne, ned på jorden igen og ind i det menneskelige fællesskab.
-
Med en mangefacetteret baggrund valgte jeg at læse til civilingeniør i mine 30’ere. Jeg har nu en bachelor i Design & Innovation, og er godt på vej igennem min kandidat i Human Centered Artificial Intelligence. Den skal bruges til at skabe AI, som skaber værdi i praksis, og er forsvarlig i teorien.
Jeg er vokset op i foreningsdanmark i en håndboldhal og brugte den første del af mit liv der. Først i København og derefter Viborg, med en masse andre unge mennesker. Jeg har derfor set og snakket med, det meste af Danmark. Det har formet mig og blikket for håndboldhallen, vil jeg aldrig glemme, når det hele bliver lidt for fisefornemt. For tro det eller lad vær – det sker – også i København!
Håndbolden blev lagt på hylden efter gymnasiet, og jeg tog ud at rejse. Efter en tur i Mellemamerika, forsøgte jeg at tomle hjem over Atlanterhavet. Jeg endte i Dakar, på en fisketrawler, der var blevet kasseret og udtjent i Nova Scotia, men nu skulle have et nyt liv i Senegal. Vi blev mødt af en 30 mand stor besætning, der nu skulle fiske fra skibet og skibsejeren, en gammel sildefisker fra Holland. Jeg overnattede ved ham, på den forhenværende luxembourgske ambassade i byen og jeg blev sendt hjem på et fly med 3000 dollars på lommen. Siden da, har jeg for evigt være fascineret af globale sammenhænge og den måde vi er, og altid har været, forbundet på tværs af jorden.