Tre nye INVI-medlemmer. Tre forskellige ståsteder. Én fælles vilje til forandring.
Hvad har en investor i planetære løsninger, en demokratisk iværksætter og en ungdomspolitisk frontløber til fælles? De er alle nye medlemmer af INVI – og de har meldt sig ind, fordi de insisterer på, at vores samfund kan formes på nye måder.
For Thomas Høgenhaven handler det om at få øje på det, vi har vænnet os til at overse. Paul Natorp skaber fællesskaber, hvor hverdagen bliver et sted for forandring. Og Christine Ravn Lund kæmper for et stærkt demokrati, hvor vi både kan være uenige og hænge sammen.
Vi har spurgt dem, hvorfor de har valgt at blive en del af INVI – og hvad der driver dem.
Thomas Høgenhaven, Managing Partner i Planetary Impact Ventures
»The places, plants, animals, materials, and objects that had once been as well-known as friends and family had become strangers, as had the people who worked with these materials. Things appeared from beyond the horizon, from beyond knowing, and knowing was an act of volition instead of a part of everyday life.« – Rebecca Solnit
Der er en særlig slags tavshed, der opstår, når ting, vi engang kendte, bliver fremmede. Når vi ikke længere ved, hvad der foregår i jorden under os. Hvem der producerer vores mad. Hvor materialerne kommer fra. Hvis hænder der har syet vores trøje. Når det, der burde være tæt på, glider ud over horisonten – og man kun kan få øje på det, hvis man bevidst vender blikket den vej. Solnit fortæller om, at det kræver en viljesakt at kende til de omkostninger, der er ved vores nuværende liv. Den viljesakt er meget sjælden – enten fordi folk ikke har ressourcerne til det. Eller fordi de ikke orker.
Jeg har stor respekt for dem der har mod og vilje til denne akt. INVI forsøger at se dét, der er blevet usynligt – og skabe rum, hvor det kan undersøges, uden at blive reduktionistisk. Derfor vil jeg gerne være medlem.
Paul Natorp, medstifter af Sager der Samler
Jeg er optaget af, hvordan vi kan skabe forandring nedefra med udgangspunkt i hverdagslivet. I 2012 tog jeg sammen med fire andre initiativ til Sager der Samler, et borgerdrevet demokratihus i Aarhus med flere end 30 organisationer og 20.000 årlige besøgende. Her bakker mennesker hinanden op i at vende afmagt til handling og resultatet er nye handlingsfællesskaber.
Nogle små og andre store, som f.eks. Social Sundhed, der nu er et markant civilsamfundsaktør. Sammen med Den Grønne Ungdomsbevægelse, The Kitchen på Aarhus Universitet og Kooperationen starter vi nu en skole for vildt iværksætteri, som hedder Utopia.
Og sammen med en række kulturhuse, biblioteker og boligsociale huse er vi i gang med at udbrede vores metode for demokratisk værtskab til udsatte byområder og nabolag rundt omkring i Danmark.
Medlemskabet i INVI er vigtigt for mig, fordi vi har brug for hinanden. Og jeg har brug for at være en del af en større samtale om, hvordan vi bevæger verden.
Christine Ravn Lund, Forkvinde i DUF
Jeg er medlem af INVI, fordi jeg tror på, at vi kan og skal udvikle og forandre vores samfund til det bedre. Det er for mig afgørende, at det sker på demokratisk vis i et stærkt demokrati. Det kommer ikke af sig selv, og man kan ikke tage det for givet.
Derfor er det sindssygt vigtigt, at vi på tværs af folket kan deltage og tage ansvar på en måde, hvor vi tror på politik og de beslutninger, som driver vores samfund frem. Samtidig skal vi håndtere og acceptere, at der ikke er enighed om, hvad et bedre samfund er, og trods det stadig agere i en fælles virkelig, hvor vi tror på og accepterer hinanden.