#8 Sådan vinder Danmark AI-kapløbet - KOMPAS med Anders Søgaard
Når vi skal finde den rigtige opskrift, undersøge hvornår det bliver regnvejr eller have afgjort en diskussion, så er det oplagt at tage AI-teknologier som ChatGPT i brug. Kunstig intelligens er blevet en del af hverdagen for os alle.
Der er et internationalt AI-kapløb i gang og nu sætter Danmark også i sprint:
»Den offentlige sektor i Danmark skal være verdensførende i anvendelsen af kunstig intelligens,« sagde Mette Frederiksen i marts, og hun vil i første omgang udvikle tre storstilede AI-projekter allerede denne sommer.
Anders Søgaard er professor i kunstig intelligens, og han er sikker på, at AI kan levere nogle af de teknologiske løsninger, som velfærdssamfundet kalder på.
Problemet er så, at vi dermed risikerer at basere vores offentlige sektor på amerikansk teknologi. Danmark har nemlig ikke sin egen AI-infrastruktur, og derfor er der ifølge Anders Søgaard grund til bekymring.
»Vi skal indgå i samarbejder med dem, vi i højere grad har lyst til at være afhængige af. Svenskerne, nordmændene og tyskerne står i præcis samme problem, og hvis en model er trænet i tysk, så vil den som regel allerede være halvgod på dansk, så selvfølgelig skal vi gå sammen om de her ting.«
Sæt pris på datalogerne
Et vigtigt element i AI-kapløbet er, at vi fastholder de kloge hoveder, vi allerede har herhjemme. Ifølge Anders Søgaard vælger mange dataloger deres fag, fordi de gerne vil gøre en positiv forskel i verden, men ender i kløerne på udenlandske tech-giganter.
»Dem vi uddanner herhjemme vil i virkeligheden gerne bare have lov til at forske i de her teknologier og gøre det med god samvittighed. De har meget sjældent lyst til de jobs, de ender i, hvor de bidrager til en amerikansk eller kinesisk bundlinje. Vi taber noget utrolig vigtig viden i Danmark.«
Her er vejen frem ifølge Søgaard at poste en masse ressourcer i udviklingen af kunstig intelligens, så vi kan fastholde arbejdskraft og inkorporere AI i fremtidens velfærdssamfund på klogeste vis.
Det lader til, at der er lydhørhed på Christiansborg for det budskab i øjeblikket.