#11 Demokratiet forfra: Sådan bryder medierne tempoets tyranni – med Amalie Kestler

I en tid, hvor flere og flere af danskerne bevidst undgår nyheder, står vi over for et paradoks: Vi har aldrig haft mere brug for medierne til at skille skidt fra kanel – og alligevel bruger færre og færre de etablerede medier.

I det nyeste afsnit af KOMPAS’ sommerserie Demokratiet forfra, undersøger Sigge Winther Nielsen sammen med Amalie Kestler, chefredaktør på Politiken, hvordan medierne kan blive medskabere af demokratiet.

For hvad er mediernes ansvar i en tid med krig, konflikt og en strøm af information, som gør mange magtesløse?

Breaking burnout

Ifølge den nyeste Reuters-rapport er næsten hver tredje dansker blevet nyhedsundvigende. Krig, klimakrise og konflikt præger forsiderne, og det efterlader mange med en følelse af, at verden er ved at falde fra hinanden – uden at man selv kan gøre noget.

Det er netop her, medierne i dag skal gentænke deres rolle, mener Amalie Kestler:

»Hvis vi som medier bare skriver om konflikter og krige, så slukker folk jo til sidst i afmagt. Vi skal selvfølgelig skrive om virkeligheden, men vi skal også være med til at pege på løsninger. Vi skal tættere på borgerne og tættere på læserne.«

Paradokset: Behovet for medier – men også flugten fra dem

Vi lever i et pluralistisk medielandskab, hvor alle kan vælge deres egen informationsboble, men det betyder også, at vi i stigende grad mister en fælles offentlighed. Vi er mere informerede end nogensinde, men også mere fragmenterede. Vi har flere nyheder – men færre steder, hvor vi kan tænke dem sammen.

Så hvordan kan medierne være det sted, hvor danskerne finder ro, refleksion og sammenhæng midt i kaos?

Amalie Kestler mener, det handler om at skifte spor. Fra aggressionskultur til indsigtskultur. Fra strømmen af breaking news til langsommere, grundigere fortællinger. Ifølge hende skal mediernes have et mantra: Færre, men bedre historier.

»Det, vi skal tilbyde, er et sted, hvor folk kan få ro, refleksion, dybde – samtidig med, at vi er et medie, der udkommer hver dag,« siger hun.

Når journalistikken ikke bare formidler, men forbinder

Medieforsker Peter Bro peger på at medierne skal gentænke deres form:

»I mange år har vi vænnet os til, at journalistik handlede om information – man stiller nyheder til rådighed, og så må folk selv finde ud af resten. Men nu begynder vi at tale om kommunikation. Om relation. «

Det handler ikke bare om at levere fakta, men om at engagere danskerne. Om at være til stede i deres virkelighed – og dermed drive det demokratiske samtalerum.

Amalie Kestler understreger, at journalistikkens samfundsnytte ikke er noget abstrakt. Hvis medierne ikke opleves som relevante, så forsvinder de.

I konflikt med binge-kulturen  

TikTok, Instagram Reels og en generel acceleration har skabt en dopaminafhængighed, hvor vi hele tiden jager næste hurtige fix. Det udfordrer vores evne til fordybelse – og det mærker medierne.

Ifølge Amalie Kestler er den politiske journalistik blevet fanget i tempoets tyranni, hvor konflikter og spillet stjæler opmærksomheden – mens konsekvenserne forsvinder i baggrunden:

»Det er rigtig vigtigt det her med at følge implementeringerne – hvordan rammer den politiske virkelighed borgerne ude i den anden ende?«

For ofte handler journalistikken om drama og dagsordener – og for sjældent om, hvad beslutningerne faktisk betyder for menneskers liv. Men hvis medierne skal være en demokratisk kraft, kræver det noget andet. Ifølge Amalie Kestler begynder det med et grundlæggende journalistisk spørgsmål:

»Hvad handler det her i virkeligheden om?«

Historier, der holder os fast i virkeligheden

Hvis medierne har ambition om ikke at skabe mere afmagt, må de tage del i løsningen. Det kræver mod til at sige nej til overfladisk clickbait – og ja til fortællinger, der forbinder borgerne med virkeligheden.

Kompassets nål peger altså ikke mod flere historier, men mod færre dybere historier. Ikke mod mere konflikt, men mod mere indsigt.

Lyt med, og få indblik i, hvordan medierne kan genskabe deres rolle som en demokratisk rygrad – i en tid, hvor det er vigtigere end nogensinde før.

Næste
Næste

#10 Demokratiet forfra: Det kan fremtidens demokrati lære af fuglekiggere - med Jens Jonatan Steen