Lars Frelle-Petersen modtager INVI's første Ærespris
Torsdag den 3. september overrakte INVI for første gang sin Ærespris. Vinderen blev Lars Frelle-Petersen, departementschef i Klima-, energi- og forsyningsministeriet, der blev hædret for sit arbejde som arkitekten bag MitID.
Prisen blev uddelt i forbindelse med INVI's festival Policy for Tomorrow: Mission-driven Government, som samlede en lang række gæster i INVI's lokaler i København K. Blandt dem var også de øvrige nominerede til Æresprisen, hvis arbejde med at omsætte visioner til virkelighed hele aftenen igennem satte rammen for samtalerne.
Fra idé til national infrastruktur
Som direktør for Digitaliseringsstyrelsen stod Lars Frelle-Petersen i spidsen for partnerskabet mellem staten og finanssektoren, der skabte og implementerede MitID. Det er et samarbejde, der satte helt nye standarder for, hvordan det offentlige og det private kan løse en fælles opgave sammen.
At skabe en ny digital identitet for en hel befolkning er et klassisk eksempel på et vildt problem. Sikkerhed, regulering og folkelig tillid skal gå op i en højere enhed, og løsningen skal virke for millioner af mennesker fra dag ét. Her rykkede Lars Frelle-Petersen ved den traditionelle opfattelse af, hvad offentlig forvaltning kan levere, og han er i dag kendt for netop det: et skarpt blik for, at tingene rent faktisk skal fungere i den virkelige verden.
Overrakt af Dan Honig
Prisen blev overrakt af Dan Honig, professor ved Georgetown University og forfatter til bogen Mission Driven Bureaucrats. I sin tale fremhævede han, at MitID aldrig kun var et teknologiprojekt, men en stor politisk opgave, der krævede sikkerhed, regulering, politisk dømmekraft og samarbejde på tværs af institutioner. Fremfor alt krævede det tillid.
Ifølge Honig var det netop evnen til at samle vidt forskellige organisationer om en fælles ambition og navigere den enorme kompleksitet, der gjorde det muligt at omsætte visionen til virkelighed for millioner af danskere. Det er, som han udtrykte det, præcis det, INVI's Ærespris handler om at anerkende: nogen, der har udviklet policy på en ny måde, og som har haft mod og evne til at få den til at virke i praksis.
Et startskud for en ny tradition
Med den første uddeling af Æresprisen sætter INVI en ny tradition i søen, hvor mennesker der formår at omsætte vilde problemer til konkrete løsninger, får den anerkendelse, de fortjener. Stort tillykke til Lars Frelle-Petersen fra hele INVI.