#19 Valgspecial: De forhandler i kosteskabe, men tænker ud af boksen. Med Pia Gjellerup og Birgitte Hjort Sørensen
I ugens podcast har Sigge Winther inviteret to meget forskellige men meget engagerede kvinder i studiet for at tale om det kommende kommunalvalg.
Pia Gjellerup var Danmarks første (og til stadighed eneste) kvindelige finansminister, og så har hun i den grad også gjort sig i lokalpolitik. Hun overtog nemlig Helle Virkners plads i kommunalbestyrelsen i Frederiksberg byråd i 1982 og har efter eget udsagn fulgt og oplevet kommunalpolitik i mere end én menneskealder.
Skuespiller Birgitte Hjort Sørensens politiske interesse er blevet skærpet helt vildt de sidste tre år. Hun er blandt meget andet kendt for sin rolle i tv-serien Borgen, hvor hun spiller den dygtige og ihærdige journalist Katrine Fønsmark. Siden har hun fundet tid til at være politisk engageret ved siden af karrieren, blandt andet som bestyrelsesmedlem i Dansk Skuespillerforbund.
Hendes første oplevelser med kommunalvalget husker hun som noget, der var grund til at kigge på med stor skepsis. Eksempelvis mindes hun at have set nogle optagelser fra en valgnat på Københavns rådhus.
“Man ser helt nådesløst den rævekagebagning der foregår, hvor de står og hvisker i nogle skabe og det ser så børnehaveagtigt ud at man tænker ‘oh my god!’ Og det er jo også en del af kommunalvalget”, siger hun
Kommunernes ansvar
Pia Gjellerup fortæller at man ofte bare har brug for at forhandle i fred for pressen. Hun medgiver det kan se lidt suspekt ud når folk forhandler i kosteskabe, men hun synes at lokalpolitikerne skal bedømmes ud fra de resultater de opnår.
Og vi har brug for dygtige folk i kommunalbestyrelserne rundt omkring. Der venter en reformstorm som skal forløses i kommunerne, der derfor kommer til at stå med et kæmpe ansvar. Og der er ifølge Gjellerup godt nyt:
“Jeg synes at vi i en hel del kommuner i landet faktisk har politikere, der tager den rolle på sig at skabe noget nyt. De kommer til at redde det her velfærdssamfund,” siger hun.
Lyt til denne uges Kompas, hvor Pia Gjellerup og Birgitte Hjort Sørensen også kommer ind på socialdemokratiets nedtur i landets største byer, forskellen på valgflæsk og visioner og et af valgets helt store temaer: Daginstitutionerne.
Produceret af Tænketanken INVI – Institut for Vilde Problemer med støtte fra Carlsbergfondet