INVIs Atlas - En kortlægning af værktøjer til at håndtere vilde problemer

Vi står som samfund over for en række samfundsudfordringer, som ifølge Reformkommissionen er “erkendt, forsøgt løst, uløst”. Problemer der er grænseoverskridende og genstridige, og som ikke lader sig definere eller løse så nemt. Det gælder mangel på arbejdskraft, mental mistrivsel og klimaforandringer, for bare at nævne nogle få. Det er vilde problemer, som årtiers reformpolitik og klassiske policy-værktøjer ikke har formået at håndtere. Der er brug for at tage andre værktøjer i brug.

Konsulteres forskning og praksis i at tackle vilde problemer, peges der på samarbejde som en frugtbar vej at gå: Vilde problemer kan i deres natur ikke løses af en enkelt organisation eller faglighed. Det er derfor de er vilde.

Der er et utal af innovative og velafprøvede værktøjer til at arbejde sammen om at lære, eksperimentere og koordinere omkring samfundets mest sammenfiltrede problemer. I dag er praksis og forskning indenfor feltet dog fragmenteret. Der mangler et samlet overblik over de mange erfaringer, anbefalinger og værktøjer. Det kan gøre det vanskeligt for de policy-aktører, som skal tackle problemerne i praksis, at finde ud af, hvad de skal navigere efter.

Atlasset er baseret på INVIs omfattende praksiserfaring på området, og studier af cases og litteratur fra ind- og udland fra vidt forskellige fagområder: Statskundsskab, socialvidenskab, design og innovation, adfærdsdesign, datalogi, kunstig intelligens, antropologi med mere.

INVIs Atlas er til dig, som ønsker hjælp til at navigere i samfundets vildeste problemer. Om du sidder på Christiansborg, i en kommune, i en fond eller en civilsamfundsorganisation, så giver Atlasset dig den nyeste viden, stærke eksempler - og konkrete ideer til at komme i gang.

Læs INVIs Atlas her.

Næste
Næste

Democracy as an empty ritual: 77% of Britons say political decisions are impossible to implement