Kommunikationsrådgiver med sans for lyd, tekst - og vilde problemer
INVI – Institut for vilde problemer – søger en stærk kommunikatør, der kan få komplekse emner til at leve i lyd, tekst og på sociale medier. Du bliver drivkraften bag vores podcast KOMPAS og en nøgleperson i formidlingen af INVIs projekter og analyser.
INVI er en tænketank, der udvikler nye løsninger på vores tids mest komplekse udfordringer. Vi arbejder på tværs af sektorer og systemer – fra klimakrise og mistrivsel til ansvarlig AI og fremtidens velfærd – og bygger bro mellem forskning, politik og praksis.
De seneste år har INVI vokset sig fra én idé og én person til et tværfagligt hold på 22 – fra data scientists og designere til journalister, ingeniører og politologer. Vi er vokset ud af vores første kontor og op gennem tre etager i Den Gule Gård – og med os er fulgt en portefølje af projekter, partnerskaber og metoder, der giver nye svar på samfundets mest genstridige problemer.
Derfor vil vi gerne styrke vores kommunikationsteam med en fagligt stærk kommunikatør, der kan tænke strategisk og producere selv – og som trives i et miljø, hvor tempo, tillid og faglighed går hånd i hånd.
Lyder det som dig? Så læs videre.
DIN ROLLE
Som kommunikationsrådgiver bliver du en krumtap i vores kommunikationsarbejde indenfor flere discipliner.
Du arbejder tæt sammen med INVIs kommunikationsteam om at føre vores strategi ud i livet, du understøtter INVI’s direktør og du får en særlig rolle i at styrke vores talspersoner i den offentlige debat.
Du vil blandt andet:
Være produktionsansvarlig for INVIs podcast KOMPAS – Du vil samarbejde med en redaktør og tilrettelægger og dit ansvar vil være planlægning, optagelse, redigering og publicering.
Sikre INVIs gennemslagskraft på sociale medier, blandt andet gennem lydklip, citater og videoklip fra podcasten, der fanger og fastholder vores målgrupper.
Spotte og fortælle de stærke historier fra INVIs projekter, analyser og partnerskaber – så de får liv i medier, netværk og politik.
Skrive og redigere nyhedsbreve til vores 4.500+ abonnenter og producere indhold til sociale medier for vores 29.000+ følgere – inklusive video.
Videreudvikle vores talperson-setup med idéer til formater, koncepter og træning, der får flere stemmer i spil.
Bidrage til at udvikle vores hjemmeside INVI.nu og sikre et skarpt samspil mellem indhold, design og tone.
Kort sagt: Du er både producent og rådgiver – og du motiveres af at omsætte viden til kommunikation, der flytter noget i den offentlige samtale.
DIT TEAM
Du bliver en del af INVIs kommunikationsteam, der arbejder tæt sammen på tværs af projekter og formater – fra presse og public affairs til KOMPAS-podcasten og vores digitale kanaler.
Teamet består af en senior kommunikationsrådgiver, en podcastredaktion samt vores stjernespækkede praktikant- og studenterteam, og vi arbejder i tæt samspil med resten af INVI – fra analytikere og projektledere til designere og ledelse.
Kort sagt: Teamet er småt, men kommunikationsmusklerne store. Her er kort vej fra idé til impact – og alle bidrager til, at vi lykkes.
Du vil desuden arbejde tæt sammen med direktør Sigge Winther Nielsen, og referere til sekretariatschef Janne Bram Hemphrey.
DIN PROFIL
Du er en ambitiøs holdspiller med stor interesse for politik og samfund. Du kan oversætte komplekse dagsordener til meningsfuld kommunikation – uden at gøre dem banale.
Vi forestiller os, at du:
Har 3-5 års erfaring som kommunikationsrådgiver – gerne fra en politisk ledet organisation, tænketank eller ministerium.
Er hjemmevant i lyd, billede og video og kan både skrue på knapper og skrive en skarp tekst, der fungerer på SoMe-systemets vilkår.
Har sans for tone-of-voice, og kan versionere indhold til mange forskellige kanaler.
Kan planlægge og eksekvere kommunikation på tværs af kanaler – og er ikke bange for rugbrødsarbejdet, når det skal gøres ordentligt.
Kan tænke strategisk, men trives i en hverdag, hvor planerne hurtigt bliver til handling – og hvor både det store billede og detaljen tæller.
Er struktureret, nysgerrig og fagligt modig – og deler gerne din viden med andre i en organisation, hvor alle hjælper alle.
VORES LØFTE
En fleksibel og inspirerende arbejdsplads med højt til loftet og et hold af kolleger, der hver især er blandt de dygtigste på deres felt.
Et stærkt socialt fællesskab med fredagsbarer og fælles events
En arbejdskultur, hvor vi deler fejl og sejre og motiverer hinanden til at tage chancer og rykke barren for, hvad der kan lade sig gøre
Et job, der kan mærkes i samfundet.
Kort sagt: Du får lov at bruge din faglighed dér, hvor den gør en forskel – og sammen med kolleger, der brænder for det samme.
PRAKTISK
Send din motiverede ansøgning (maks. 1 A4-side), CV og evt. anbefalinger til invi@invi.nu
Skriv ”Kommunikationsrådgiver” i emnefeltet.
Frist: Hurtigst muligt og senest mandag den 26. januar 2026 kl. 9.00.
Vi afholder 1. samtale den 27. januar og 2. samtale den 29. januar.
Start: 1. marts 2025 (eller efter aftale).
Har du spørgsmål til stillingen, kontakt:
Senior kommunikationsrådgiver Lars Hvidberg på lars@invi.nu / 50 91 771 18, hvis du har spørgsmål til selve rollen og opgaverne, eller sekretariatschef Janne Bram Hemphrey på janne@invi.nu / 61 20 90 78, hvis du har spørgsmål til rekrutteringsprocessen.
OM INVI
Sidder du med en følelse af, at politikere formulerer masser af planer og projekter, men at forandringerne ofte udebliver? Den følelse sidder du langtfra alene med. Meget kan løses med eksisterende redskaber, men hvis vi skal lykkes bedre med at håndtere komplekse problemer, så er der akut brug for nye data-baserede tilgange. Det er her INVI kommer ind i billedet.
Vi specialdesigner den nye værktøjskasse til tidens vilde samfundsproblemer. Det er problemer, som er grænseoverskridende og genstridige. Tænk bare på klima, mistrivsel eller manglen på hænder på arbejdsmarkedet. De er alle vilde problemer, og de kræver ofte nye tilgange. I tænketanken arbejder vi derfor tæt sammen med ministerier, kommuner, fonde og civilsamfund om at tage fat om det vilde problems rod – med værktøjer vi udvikler i samspil med de dygtigste forskere og data science folk.
INVI’s nye Model for Vilde Problemer er én hovedåre i vores tilgang til problemløsning, men vi udvikler også en lang række andre værktøjer i arbejdet med at binde demokratiets fordør og bagdør sammen.
INVI er en tænketank med iværksætterånd og høje ambitioner. På kort tid har vi skabt en stærk platform for forandring og innovation med støtte fra fonde, offentlige aktører og civilsamfundet. Vi holder til i Den gule gård i hjertet af København – et dynamisk miljø, hvor samarbejde og kreativitet er i fokus.