INVI søger analyse-praktikant til foråret 2026

Vi søger praktikanter med dyb faglighed og bred samfundsinteresse, der vil være med til at udvikle nye visioner og værktøjer til samfundets vilde problemer.

Vi har altid været gode til at løse samfundsproblemer i Danmark. Det er derfor, vi er i velstandens superliga. Men som mange har bemærket, så opnår vi ikke længere de samme resultater. Vi debatterer, vi arbejder, vi stresser, vi nedsætter kommissioner og ekspertgrupper. Men ofte udebliver de store samfundsforandringer.

Det skyldes ikke, at vi er blevet dårligere til at løse problemer. Det skyldes, at de problemer, vi står overfor, er grænseoverskridende og genstridige. Tænk bare på klima, mistrivsel eller manglen på hænder på arbejdsmarkedet. De er vilde problemer, og de kræver nye tilgange.

I tænketanken INVI udvikler vi visioner og værktøjer, så alle dem, der arbejder med vilde problemer, får flere strenge at spille på. Sammen med praktikere og eksperter bidrager vi til at gentænke, hvordan vi udformer og udruller politik. Vi afprøver metoder og modeller og er ikke bundet af partipolitik, bureaukratiske kampe eller kommercielle interesser.

Vi har tårnhøje ambitioner og masser af spændende projekter i støbeskeen. Som praktikant får du rig mulighed for sætte din faglighed i spil.  – uanset, om du studerer statskundskab, design, antropologi, erhvervsøkonomi, kommunikation, eller noget helt sjette.

Om stillingen

I Tænketanken INVI arbejder vi med opgaver i hele spændet mellem teori og praksis. Vi udvikler Danmarks første model for samfundskompleksitet, og vi samarbejder med de praktikere, der står i frontlinjen.

Derfor er der mange muligheder for at deltage i spændende opgaver, der giver erfaring og netværk, som du kan bruge i din fremtidige karriere.

Analytiker med nysgerrighed for data og AI-værktøjer

INVI har over det seneste år udviklet Danmarks første Model for Vilde Problemer, der bruger store sprogmodeller til at måle, hvor vildt et problem er, og kan kortlægge, hvordan problemet er konfigureret af de mange forskellige stakeholders, der har forskellige perspektiver på det. En vigtig del af arbejdet i INVI bliver i den kommende tid at udvikle videre på modellen og samtidig teste dens anvendelse i konkrete analyser.

Vi søger praktikanter, der er analytisk stærke og kan arbejde med både kvantitative og kvalitative data – fra indsamling til behandling og rensning af data, og videre til analyse, visualisering og fortolkning af resultater i en samfundsmæssig kontekst.

Det er et plus, hvis du er god til visualisering og formidling af data-drevne projekter, eller kan benytte færdigheder til at konceptudvikle den måde, vi præsenterer vores analytiske modeller på.

Det er et plus hvis du kan arbejde med data i python, har andre programmeringsfærdigheder, eller er frisk på at kaste dig ud i eksperimenter med AI-værktøjer og videreudvikling af vores model, som er bygget på store sprogmodeller.

Vi forventer, du går på en relevant videregående uddannelse. Måske er du samfundsvidenskaber, måske er du datavidenskaber, ingeniør, tekno-antropolog, eller humanist med forståelse for teknologi og data. Det er ikke så vigtigt. Det vigtige er, at du brænder for arbejdet med at udvikle kreative analyser og data-drevne værktøjer til at studere samfundets vilde problemer.

Vi forventer, du går på en relevant videregående uddannelse.

Du skal trives i et miljø, hvor der er mange ubekendte. Derfor er selvstændighed og kreativ tænkning vigtige egenskaber, og det er en fordel, hvis du er struktureret og har blik for detaljen.

Det får du ud af en praktik hos INVI

Vi tilbyder et praktikophold i en ny tænketank, hvor du får masser indflydelse på din hverdag, og hvor der er store forventninger til din arbejdsindsats og udvikling.

Du kommer i praktik i en organisation med fart på, højt til loftet og med et godt socialt sammenhold. I INVI er vi et samlet team, hvor alle bidrager både fagligt og socialt.

Vi tilbyder et uforudsigeligt semester, og vi garanterer, at det ikke bliver kedeligt.

Forløb

Praktikforløbet kører som udgangspunkt fra januar til juni 2026, men vi prøver at være fleksible ift. opstart og længde af din praktik, så det passer til dig og dit uddannelsessted. Praktikstillingen er ulønnet, men der er mulighed for at modtage en erkendtlighed jf. regler om løn og SU: her.

Ansøgning

Send din ansøgning og CV på mail til analysechef Sofie Burgos-Thorsen og sekretariatschef Janne Bram Hemphrey på invi@invi.nu. Vi indkalder løbende til samtale og ansætter, når vi har den rette. Så vent ikke med at sende din ansøgning - jo før, jo bedre.

Skriv ’PRAKTIK ANALYSE’ i emnefeltet.

Ansøgningsfrist
Fredag d. 31. oktober 2025, men vi kalder til samtaler løbende.

Arbejdstid
Fuldtid

Forrige
Forrige

INVI søger kommunikations-praktikant til foråret 2026

Næste
Næste

INVI søger innovations- og undervisningspraktikant til foråret 2026